Tirsdagsordet

Tekst til tirsdag den 7. november 2017: Inger Marie og Poul Erik Tranholm-Pedersen, Hune

Tegn

Sidst i oktober får skoven røde, gule, brune farver. Den smukkeste farvesymfoni, man kan tænke sig og glædes over. Samtidig er det et TEGN: Nu er efteråret en realitet, og om kort tid vil bladene ligge i skovbunden og dække den med sit spraglede tæppe.

Så venter vi i vintertiden på, at der i denne skovbund vil spire erantis og vintergækker: TEGN på, at nu er foråret en realitet, vi glæder os over.

I historien om Jesus oplever vi bestandig, at der er TEGN på, at Guds rige er nær, eller måske endda er lige her, hvor vi er. Der er hele tiden TEGN fra en anden verden, som f.eks. når et menneske på underfuld vis bliver helbredt ved mødet med Jesus. En kongelig embedsmand er helt fortvivlet over, at hans søn er dødeligt syg, og i sin afmagt beder han Jesus om at tage med sig hjem for at gøre drengen rask.”Gå kun hjem, din dreng lever!” lyder Jesu ord til faderen. Da embedsmanden er hjemme efter en dagsrejse, er drengen ganske rigtigt feberfri og i stærk bedring, og hans familie fortæller, at der pludselig skete en ændring dagen før ved den 7. time, netop da Jesus havde sagt: ”Din dreng lever”.

Dette TEGN bliver en øjenåbner, ikke bare for embedsmanden og hele hans familie, men også for alle, som hører om helbredelsen af drengen. Embedsmanden tvivler ikke på Jesu magt til at udrette mirakler. Han er klar over, at med Jesus er Guds rige kommet.
Da vi blev døbt, blev vi korstegnet for pande og for bryst. Vi døbte bærer dermed et usynligt TEGN for hjernen og sanserne og samtidig et tegn for hjertet, følelserne. Med denne korstegning kan vi som den kongelige embedsmand frimodigt varetage vore gøremål med tro på, at vi har Kristus med os. Han sender os af sted: ”Og se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende!” TEGNET viskes ikke ud, og det mister heller ikke sin værdi, selv om det, vi beder om, ikke altid opfyldes her og nu. Korstegningen er med til at give tryghed og mod, også når der er nederlag og uopfyldte drømme. TEGNET får os netop til at bevare et levende håb. ”Så længe, der er håb, er der liv!”

Inger Marie og Poul Erik Tranholm-Pedersen, Hune