Inger Marie og Poul Erik Tranholm-Pedersen skriver i denne uge

Tirsdagsordet til 05.11.19. : Din søn lever!

I 1961 blev provsten i Dronninglund ringet op af sin søn, som var soldat i Fredericia. ”Far, nu er jeg klar til at køre. Jeg glæder mig til at komme hjem til dig og Mor.”

To timer senere kom der bud fra politiet. De beklagede at måtte fortælle, at sønnen på sin scooter var kommet for tæt på en fortovskant, scooteren var væltet, og sønnen havde fået et så stærkt slag i tindingen, at hans liv ikke stod til at redde. Alle var rystede! En ung mand på 21 år, tilsyneladende med livet foran sig, kom ikke hjem til sine forældre på scooter, men i en kiste. Skolekammeraterne mødte op ved begravelsen, hvor hans Far måtte begrave sin elskede søn.
Alle, som var med i kirken den dag, mindes stadig den tale, som faderen, Provst Claussen, holdt. Han sagde:” I søndags prædikede jeg over den tekst, der fortæller om høvedsmanden, som fortvivlet kom til Jesus og bad om hjælp, fordi hans søn var dødssyg. Jesus trøstede ham og sagde til ham:” Gå hjem, din søn lever!”Da høvedsmanden kom hjem, fik han at vide, at sønnen var blevet rask i samme sekund, Jesus havde sagt: ”Din søn lever!”
I dag siger Jesus til mig, som er sørgende far:” Gå hjem, din søn lever!” Vi har gennem Jesu ord fået et levende håb, hvor vi må tro på, at Jesus er med os i livet og i døden og ind i evigheden. Min søn lever hos Gud. En gang skal vi mødes i Guds Rige.”
Nogen vil sige, at det er en ringe trøst, når realiteten er, at kisten sænkes i jorden, og vi må undvære den unge livskraftige mand, som med et slag gik ind i døden.
Savnet og sorgen bliver følgesvend for altid i hans familie og blandt hans venner. Men som kristne kan vi alligevel se fremtiden i møde med fortrøstning, fordi vi tror på Jesu løfte:” Se jeg er med jer alle dage, indtil Verdens ende!” Med det løfte kan livet leves – ganske vist ikke som før, men med Jesus som følgesvend i de tunge dage. Samtidig med en forhåbning om engang at forenes med vore kære, som ikke mere er hos os.

På søndag prædikes der over teksten om høvedsmandens søn i vore kirker. Høvedsmanden var heldigere end provsten, som begravede sin søn på kirkegården i Dronninglund. Men begge kunne fryde sig over Jesu ord:” Din søn lever!”

Inger Marie og Poul Erik Tranholm-Pedersen