Tirsdagsordet

Tekst til tirsdag den 3. oktober 2017: Inger Marie og Poul Erik Tranholm-Pedersen, Hune

At blive sendt ned på den nederste plads

I gamle dage sad man i klassen efter dygtighed. For nogle elever var det absolut målet, at komme til at sidde øverst i klassen. Havde man så fået en konkurrent, eller var man kommet til at dumme sig i en af prøverne, ja så kunne man lide den tort at skulle rykke længere ned.

Tilsvarende var det sådan, at i kirken sad man efter, hvor fornem, man var. Der var ligefrem malet slægtsnavn på kirkestolene, så ingen andre skulle indtage de fornemme øverste pladser. De fattigste skulle være glade, hvis der nederst i kirken var en beskeden plads til dem.

Jesus havde endda flere hundrede år forinden fortalt sine disciple, at sådan burde verden ikke hænge sammen. Han satte sig altid selv på den ringeste plads. Der hvor han kunne se, hvem der lige nu trængte allermest til at blive set og måske skulle have en hjælpende hånd. Han kunne endda finde på at gøre en slaves arbejde ved at vaske disciplenes fødder.

I vor dage kan vi hurtigt blive pillet ned, hvis vi ikke kan huske vort personnummer, eller har glemt koden til telefonen. For slet ikke at tale om, hvordan vi kommer ind på netbank. Ved offentlige myndigheder er du fuldstændig ude af billedet, hvis du ikke kan identificere dig med sygesikringsbevis eller anden legitimation. 
Det eneste sted, man kan henvende sig og blive taget alvorligt uden at skulle komme med attester og beviser, er hos Gud, hos Jesus Kristus. Enhver er velkommen når som helst og bliver taget alvorligt. Her får ingen at vide: ”Du er nr. 27 i køen. - Beklager, nu har vi lukket for i dag. - Prøv igen i morgen!”

Der er træffetid døgnet rundt, når vi i bøn henvender os til Jesus. Og han siger ikke: ”Længere ned med dig! Jeg har lige en, som er vigtigere at bruge tid på!” I stedet lyder det: ”Kom til mig, alle I som er trætte og tyngede af byrder, og se, jeg vil give jer hvile!”

Inger Marie og Poul Erik Tranholm-Pedersen.