Tirsdagsordet

Tekst til tirsdag den 29. august 2017: Inger Marie og Poul Erik Tranholm-Pedersen, Hune

Isolation

Teleslyngen skal helst fungere, når der holdes møder eller gudstjenester. Ellers er det virkelig en udelukkelse af mennesker med høretab. Er man født døv, er det svært at lære at tale, for den døve har aldrig hørt mors eller fars stemme. Vi er mange, der er taknemlige for, at vi fik den gave at kunne høre og dermed at kunne tale og udtrykke vore følelser og tanker.

På søndag skal vi i kirken høre en fortælling om, hvordan Jesus åbnede en døv mands sanser, så han både kunne høre og tale. Med ordet ”Effata”, som betyder ”luk dig op”, rørte Jesus ved ham, helbredte ham og gav ham et helt nyt liv. 
Det nye liv omfattede helt nye muligheder for fællesskab. Menneskelige fællesskaber, som vi ofte tager for givet og dermed ikke værdsætter.
Evangeliets budskab er, at Jesus rører os, frisætter os, ikke bare for døvhed, men for enhver form for isolation. Der er mennesker, som ved tab af ægtefælle, helbred: psykiske eller fysiske vanskeligheder, isolerer sig fra verden. Dermed bygger de en mur op omkring sig. Denne mur kan blive så bastant, at den ikke kan brydes igennem indefra. Da er det nødvendigt, at naboer, venner eller familie banker på for at trække den isolerede tilbage til fællesskabet. Det er ikke meningen med menneskelivet, at det skal leves helt afsondret fra alle andre. Vi er hver især ansvarlige for, at det menneske, der af den ene eller anden grund udelukker sig fra at være en del af helheden, mærker, at vi ikke er ligeglade med det. Naturligvis skal et isoleret menneske ikke tvinges ind i et fællesskab, det ikke selv ønsker at være en del af, men de fleste vil dog gerne have tilbud om nærvær fra et andet menneske. Lidt eller meget.
Selv det isolerede menneske har en ventil åben til en daglig snak med Gud, men det fritager ikke os andre fra at forsøge at bryde gennem isolationens mur. Skal jeg da være min brors vogter? Ja, det skal jeg! Jeg skal trække hesten hen til vandtruget, men jeg kan ikke tvinge den til at drikke.


Inger Marie og Poul Erik Tranholm-Pedersen.