Tirsdagsordet

Tekst til tirsdag den 25. juli 2017: Inger Marie og Poul Erik Tranholm-Pedersen, Hune

”Sig mig, hvem du omgås, så skal jeg sige dig, hvem du er.”

På Jesu tid skulle man, som nu om dage, helst have venner af en vis standard for at blive regnet for noget.

Derfor var det absolut ikke heldigt for Jesus at omgås en overtolder som Zakæus. Den lille tolder var kravlet op i et morbærfigentræ for bedre at kunne se Jesus, når han med sin flok af tilhængere drog forbi i Jeriko. Han blev alligevel set af Jesus - og gennemskuet. I den tids Israel var Zakæus nærmest at sammenligne med en af værnemagerne under 2. Verdenskrig, for han samarbejdede jo med besættelsesmagten, romerne, og opkrævede told til dem. Desuden var han ferm til at stikke noget i egne lommer. Af romerne var han blevet forfremmet til overtolder. Og ham vil Jesus besøge og endda spise sammen med! Det pæne jødiske borgerskab kunne slet ikke have med Jesus at gøre, når han havde valgt at omgås tolderen Zakæus. 
Fra ”Matador” kender vi udtrykket: ”dem omgås vi ikke! De hører ikke til vores kreds!”

Som kristne har vi lært, at mennesker ikke skal deles op i ”dem” og ”os”. Og netop i ”Matador” oplever vi, at de mennesker, som i egne øjne er de ”fine”, i løbet af serien ændrer karakter. Det er spændende at følge de forskellige skikkelsers personligheder og erfare, at de skikkelser, der virkelig har en beundringsværdig karakter, er mennesker, der påtager sig et ansvar for deres medmennesker. Dem, der har en ideologi, som bevirker, at de ikke tænker på egen vinding, men som har blik for det medmenneske, der lige nu har brug for opmærksomhed og en hjælpende hånd.

Zakæus fik vendt sit liv om ved mødet med Jesus. Han blev fattig på penge den dag, fordi han ville tilbagebetale penge til de mennesker, han havde snydt. Men hans liv blev vendt i en anden retning. Han kom til at føle sig som et værdifuldt menneske, når Jesus ville spise sammen med ham og have ham som ven. 
Kom i kirke på søndag og mød Zakæus!

Inger Marie og Poul Erik Tranholm-Pedersen