Inger Marie og Poul Erik Tranholm-Pedersen skriver i denne uge

Tirsdagsord 24.09.19.

Bekymringsdukken.

Marie på 7 år er bedste veninde med Grete på 73 år. De to hygger sig i hinandens selskab om eftermiddagen, når Maries forældre er travlt optaget af arbejde og møder og den slags. Marie lærer at strikke, de spiller gammeldags spil, bager pandekager og snakker fortroligt om alt muligt. Den 7-årige har nogle dage været ked af det og er bekymret, fordi hun fornemmer, at Far og Mor er uenige om en forfærdelig masse, og ofte hører hun, at de skændes, selv om de prøver at skjule det for Marie.

Midt under kakaoen og de lune boller kommer Grete med en lille bitte æske til Marie. I den er der 5 små håndlavede dukker, som alle er forskellige. ”Se, Marie, det er til dig. Når du er ked af det, tager du en af dukkerne op af æsken, fortæller det hele til den og lægger den under din hovedpude. Kommer du så i tanker om andet, du vil dele med nogen, inden du skal sove, ja så er det en anden bekymrings-dukke, der får din fortælling. Ind under puden med den. Så lægger du dig roligt og trygt til at sove. Næste morgen har du det meget bedre og kan gå i skole og lære en masse.”

På søndag skal vi i vore kirker høre noget fra Jesu Bjergprædiken, hvor han netop siger til sine tilhørere, at de skal lade være med at bekymre sig. Vi skal iagttage himlens fugle og markens blomster, som trives og lever livet helt uden bekymringer. Også selv om fuglene har fjender og lever livet farligt, og blomsterne i løbet af kort tid vil visne og forgå. Jesus vil lære os, at vi skal glæde os over hver eneste dag, vi får givet, og at vi ikke skal gå alene med vore tunge tanker. Derfor lærte han os ”Fader Vor”. I denne bøn rummes alt, hvad vi har brug for. Med den på læben kan vi lægge vore bekymringer fra os. Det betyder ikke, at vi i uansvarlighed lader være at tage fat på de udfordringer, vi alle får tildelt hver eneste dag, men det betyder, at vi får hjælp til at bære, endog tunge problemer og bekymringer, for os selv, vore børn eller andre, som står os nær.

Vi ved, at ved at formulere vore bekymringer og tanker i bøn til Gud, kan vi lægge hovedet på puden og få en nødvendig søvn, så vi dagen efter kan gå i gang med krum hals for at løse opgaverne.

Inger Marie og Poul Erik Tranholm-Pedersen