Tirsdagsordet til 24.07.18.

Hvor jeres skat er, vil også jeres hjerte være!

Den sætning kender vi så godt, og som mange andre fyndord, er den hentet fra bibelen. Den er taget ud af den tekst, der skal prædikes over på søndag, 9. søndag efter trinitatis.

Sætningens sandhed står klart, for alle, som har været forelsket til op over begge ører, kender til den næsten sygelige tilstand, hvor ens arbejdsevne infiltreres så meget i følelsernes oprørte hav, at det er et under, at der kan komme noget fornuftigt ud af det hele. Det er hjertet, som holder liv i mig som person, og det hjerte har altså tilladt sig at blive erobret af et andet menneske. ”Hvor din skat er, vil også dit hjerte være!”

Jesus brugte altså et billede, som de fleste mennesker kunne forholde sig til. Og han bruger det om vort forhold til Gud. Han fortæller os, at vort Gudsforhold er en uudtømmelig skat, som møl og rust ikke fortærer. Når vi tænker os om, ved vi udmærket godt, at på et eller andet tidspunkt mister vi den, vi elsker, vor jordiske skat. Det kan ske langsomt, hvis vedkommende bliver syg til døden, eller måske langsomt forsvinder for os i demens. Eller måske forsvinder helt ved at forlade mig af en eller anden grund. Eller min elskede dør ganske pludseligt fra mig.

Disse skrækscenarier kan når som helst vælte et menneske, men da er det, at Jesus siger: ”Frygt ikke du lille hjord, for jeres Far har besluttet at give jer Riget … skaf jer en uudtømmelig skat i Himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger.” Denne skat fastholder mig i et levet liv med et bankende hjerte, også selv om jeg har været ude for at miste den eller dem, jeg ikke troede, jeg kunne leve foruden.

Fastholder man sig selv i den tankegang, at vi i kristendommen har en uudtømmelig skat, opnår man virkelig fred. Da kan man sætte sig stille på en klit, høre havets sang og lade op og løse de udfordringer, der venter lige om hjørnet. Eller lade op ved gudstjenesten søndag formiddag med sange, salmer, bønner og eftertænksomhed. Så lykkes livet!

Inger Marie og Poul Erik Tranholm-Pedersen,
Hune.