Tirsdagsordet

Tekst til tirsdag den 20. juni 2017: Inger Marie og Poul Erik Tranholm-Pedersen, Hune

Svar udbedes (S.U.)

Ved alle konfirmationerne her i foråret har der nederst på indbydelsen stået S.U. Så har familien, der har indbudt, ventet spændte på, hvor mange, der ville møde op og være med til at fejre konfirmanden. ”Vi vil gerne se dig”, står der i invitationen.

På søndag skal vi i kirken høre om en anden fest. Det er Jesus, der fortæller en lignelse, hvor der er nogle af de indbudte, der ikke ønsker at imødekomme invitationen til festen. En har en mark, som skal høstes. En anden skal prøvekøre sine nye trækdyr i marken. En ung mand har lige giftet sig og vil hellere blive hjemme og nyde sit nye liv som ægtemand. Da bliver værten ved festen vred og indbyder de folk, som absolut ikke hører til de velbjergede. De, som har nok i sig selv og egne værdier, fravælger festen. Festsalen fyldes derefter med gæster, som kom med på afbud. Taknemlige gæster, der værdsætter fællesskabet og glæder sig over, at værten ”gerne ville se dem”.

Jesus vil med lignelsen fortælle, at hans invitation til at være med i det kristne fællesskab gælder alle. 
De, der mener, at deres materielle værdier er vigtigere end fællesskabet i hans menighed, fravælger selv. Det svarer til, at vi søndag formiddag har så travlt med at ordne marken eller haven, eller prøve den nye bil eller havetraktor. Eller måske synes jeg, at rundstykkerne og morgenhyggen er vigtigst. Vigtigere end det at sætte sig i kirken og høre evangeliet og synge sammen med menigheden.

Andre har en anden holdning: En travl forretningsmand blev spurgt om, hvordan han dog kunne få tid til at komme i kirke hver søndag, når han resten af ugen havde så travlt og ofte var på rejse i udlandet de andre dage. Han svarede: ”Netop fordi jeg hver søndag sidder på min plads i kirken, finder jeg ro. Jeg får ved at modtage evangeliet og Guds Velsignelse: mod, energi og kræfter til at gå ud i min travle hverdag og gøre en forskel!”

Inger Marie og Poul Erik Tranholm-Pedersen.