Tirsdagsordet

Tekst til tirsdag den 18. oktober 2016: Inger Marie og Poul Erik Tranholm-Pedersen, Hune

Fuldblods dansker

Det er sandelig vanskeligt, at være menneske, og det bliver ikke nemmere af, at der er personer, som vil til at vurdere os efter, om vi nu er ægte danskere eller ej.

Vi har i Danmark en dronning, som vi er meget stolte af. Hun repræsenterer vort fædreland godt, kreativt og begavet både inden for vore grænser og i den ganske verden. Hun er da dansker!  Ja, men kigger vi på hendes stamtavle, finder vi ud af at hun faktisk er ¼ dansk, ¼ tysk, ¼ svensk, ¼ engelsk.
Og kronprinsen er så ½ fransk, 1/8 dansk, 1/8 tysk, 1/8 svensk, 1/8 engelsk.
Mon ikke vi skulle lade være at bekymre os om det og så i stedet være glade for, at vores kongefamilie bestemt ikke kan få prædikatet: indavl. De rige evner og gode kvaliteter fremelskes netop, når vi ikke reproducerer os selv med nære slægtninge.

Men hvad så, når det gælder kristendommen? Hvordan kan vi vide, at vi virkelig er fuldblods kristne? Her er vi ret sikre i vores sag, for vi har Jesu ord for, at vi tilhører ham, når vi bliver døbt og dermed indpodet på Kristustræet. Vi døbte sidder som grene på det træ og suger saft, kraft og næring sammen med alle andre døbte. Disse grene på Kristustræet kan have alle mulige farver: Hvide, sorte, brune, og de har også alle mulige funktioner. Nogle mennesker har talrige færdigheder og er velformulerede, mens andre næsten ikke kan tale og dårligt kan passe sig selv. Det nyfødte barn er helt afhængigt af sine voksne, mens svage, syge og gamle mennesker er fuldstændig prisgivet, hvis ikke de får omsorg og hjælp til alle daglige fornødenheder.
Jesus siger:”Uden I bliver som børn, kommer I slet ikke ind i mit rige!”

Dermed fortæller han os, at det ikke er alle vore præstationer, der frelser os, men troen på Guds kærlighed, nåde og tilgivelse. Vi må have lov at stå med helt tomme hænder. Når vi mister modet og føler os uduelige og modløse, eller når vi ikke længere er i stand til at tage vare på os selv og har brug for hjælp, bliver der ikke spurgt efter: ” Hvad kan du byde ind med? Hvilke præstationer har du i bagagen?”

Selvfølgelig er det sådan for langt de fleste af os, at når vi kan gøre et stykke arbejde, skal vi gøre det, både for vor egen skyld, for samfundets og for næstens. ”Gud kræver næstens lykke af din hånd”!

Det er ikke selvmodsigende, for naturligvis er det nødvendigt, at grenene på Kristustræet hver især opfylder deres bestemmelse, men det er ikke frelsesgrundlaget, at vi gør dette. Det er godt at vide, at den dag, vi ikke længere magter vore sædvanlige opgaver, bliver vi ikke smidt af Kristustræet, men bliver i stedet omfattet af barmhjertig omsorg.

Inger Marie og Poul Erik Tranholm-Pedersen.