Tirsdagsordet

Tekst til tirsdag den 16. maj 2017: Inger Marie og Poul Erik Tranholm-Pedersen, Hune

Stemmen

Den ældre mand kom ud og lukkede op, da vi ringede op dørklokken. Han blev glad, kunne vi se, men da han ville byde velkommen, viste det sig, at han havde mistet stemmen. Han hviskede, at det havde han slet ikke opdaget, for han havde ikke talt med nogen de sidste par dage.
Ensomhed, kalder man det fænomen! Godt, at der er mennesker, som har fået øjnene op for, at der i højere grad skal sættes fokus på, at alene - mennesker bliver inviteret til at være sammen med andre, f.eks ved fællesspisning og andre lejligheder, hvor fællesskaber kan blomstre.
Også når vi er alene, har vi dog som kristne en vished, som afhjælper situationen. Vi ved nemlig, at Jesus beder for os. Med åbne sind kan vi høre hans stemme. På søndag prædikes der i vore kirker over en tekst, som fortæller, at Jesus beder for sine disciple. Samtidig lover han dem, at han altid vil høre på dem, når de beder i hans navn, også når han ikke mere går på denne jord, men er hos sin Far.
 I dag er det os, han siger dette til. Det betyder, at vi må formulere en bøn til Gud i Jesu navn, og så vil vi blive hørt. Ganske vist ved vi, at en bøn ikke er det samme som en ordreseddel. Dermed har vi ingen garanti for, at det, vi beder om, fluks står ved siden af os. Karen var så uheldig, at hun tabte sin kæreste dukke, Jette, på vejen, da hun og Mor gik hjem fra parken. Inden Mor kunne nå at samle den op, kom en bil og kørte den fuldstændig i stykker. Karen græd og løb ind på sit værelse, da de kom hjem: ”Nu beder jeg til Gud om, at han vil gøre Jette rask igen!” Efter nogen tid kom hun ud. ”Hvad sagde Gud så?”, spurgte mor. ”Gud sagde nej!” 
Gud har det lange perspektiv, så vor bønhørelse kan komme på det bedst mulige tidspunkt, eller måske var vore ønsker ikke gavnlige for os, så vi i stedet får noget andet, der bliver til velsignelse på længere sigt. Når vi er alene har vi altså god grund til at bruge stemmen til bøn. Både for at sige TAK for alle velsignelserne og for at lægge alt det i Guds hånd, vi ikke kan overskue og løse. Om man taler med gud med høj stemme, eller det kun er muligt at hviske, giver samme resultat. Vi bliver altid bønhørt.

Inger Marie og Poul Erik Tranholm-Pedersen