Sognepræsten skriver

Når døden indtræder! Hvad skal der så ske?

Jeg har skrevet om dette tidligere, men en hændelse får mig til igen at skrive om emnet. Nogle gange i mit præsteliv har jeg oplevet, at et menneske døde; og afdøde havde slægtninge, men havde mistet kontakten eller slet ikke havde nogen længere. Og når et menneske ikke umiddelbart har nogle slægtninge til at tage hånd om at få vedkommende sendt herfra på en ordentlig og sømmelig måde, så er det umiddelbart kommunens opgave.

Kommunen skal sørge for en kiste og aftale en kirkelig handling med en præst, hvis det skønnes at være i overensstemmelse med afdødes ønsker – eller at afdøde i hvert fald bliver lagt i en kiste og derefter bliver begravet eller brændt, samt får kiste eller urne på de ukendtes.  Kommunen sørger for, at der bliver betalt for det nødvendige i forbindelse hermed, hvis der ikke kan udredes penge i boet.

I de fleste tilfælde, forholder det sig ikke på den ovennævnte måde. Der er heldigvis fyldt med gode og stærke relationer mellem mennesker, der også tager over og sørger for at den elskede pårørende, de har mistet, får en værdig og god afslutning på sit liv til allersidst.

Mine sidste ønsker og min sidste vilje.

Når døden indtræder! Hvad skal der så ske? 

Ja, jeg kan kun igen opfordre til, at det er et emne, der tages op med ens nærmeste. Jeg oplever, at det er en kæmpe lettelse for de pårørende, når de ved noget om, hvad der var afdødes ønsker. For som pårørende vil du rigtig gerne gøre det så godt som muligt, når du har mistet en, du elsker!   Og derfor er det rigtig godt at få talt om, hvad der skal ske, når du dør en dag. Er det svært at tale om, så få det skrevet ned på et stykke papir, som du så kan sige til dine nærmeste: ”I den skuffe ligger min sidste vilje og mine sidste ønsker”.

Testamente!

Det er også en mulighed at få oprettet et decideret testamente. Det kunne også være vigtigt, hvis to personer lever sammen uden at være gift; for hvis man ønsker at sikre hinanden, i tilfælde af den enes død, så er det her nødvendigt med et testamente; særligt også hvis der er børn, der ikke er ens biologiske børn. De biologiske børn har arveret efter deres biologiske far eller mor, og en ”ny” partner kommer slet ikke i betragtning her, hvis ikke de er gift – eller på anden måde har sikret hinanden.

Det har jeg også oplevet i min præstetid, hvor en person, der havde levet sammen med en anden i mere end 25 år, ikke fik en eneste krone … fordi huset og sommerhuset stod i afdødes navn, og de ikke var gift – og der var biologiske børn, der skulle arve.

Sognepræsten!

Igen vil jeg også gentage, at det altid er muligt at tale med sognepræsten og få uvildig vejledning til at få en pårørende fulgt værdigt her fra. Præsten kan rådgive uden at skulle have penge for det; og fakta er, at du som pårørende må og kan gøre mange ting selv. Derfor kan du selv kan være med til, at det ikke bliver alt for dyrt, når du skal have en pårørende begravet eller bisat. Det ved præster også meget om!

Sognepræst Birgit Lundholm, Hune.