Du er her: 

LIVSMOD

LIVSMOD er helt grundlæggende og uundværligt i menneskers liv, selvom det måske lyder lidt underligt at definere det på den måde.   

Det skulle jo synes indlysende, hvor vigtigt det er: at jeg har livsmod! – mod på livet! – og at jeg får givet livsmod! – mod på livet!  

MEN selvom det er indlysende, at det er godt med livsmod, og at det er nødvendigt med livsmod, så er det også nødvendigt at tale med hinanden om det: Hvordan står det rent faktisk til med livsmodet?

Selvfølgelig er jeg som menneske, fra fødslen udstyret med en masse gener, der tilsammen udgør, hvem jeg er. Alle disse gener, gemt i forskellige centre i hjernen, giver mig en personlighed med følelser; personlig styrke,  sårbarhed,   udholdenhed, tålmodighed, temperament og meget mere! –

Nogle af os har meget temperament, nogle har en engletålmodighed, nogle har let til latter og har et lyst sind, andre er mere sårbare og har lettere ved at blive slået ud af kurs. Nogle har svært ved at tilgive og kan bære nag; andre har lettere ved at forsone sig med det samme og få ryddet op under vejs. 

Alt dette som jeg nu har været inde på, (som der jo kunne siges endnu meget mere om), DET er mit udgangspunkt som person og menneske! Jeg er, fra fødslen af, skruet sammen på en bestemt måde, der er meget sammensat og, vel i nogen grad, ikke sådan til at ændre grundlæggende på.

MEN når det så er sagt, – så kommer vi heller ikke uden om, at samspillet med andre mennesker i vores opvækst, vore forældre, søskende, skolekammerater, kolleger på arbejdspladsen (og I kan selv tænke videre omkring, hvilke mennesker, der er en del af jeres liv) har en væsentlig indflydelse på, hvordan livet kan forme sig. 

For det er med livsmod på denne måde, jeg har en vis portion livsmod givet med mig fra fødslen; MEN det har i høj grad også afgørende betydning, hvad andre gør ved mit livsmod? –  Bygges det op eller rives det ned!

JA! TAL MED HINANDEN OM HVAD DER GIVER LIVSMOD!

MØDE

Jeg frygter det upersonlige imellem os, ting - vi kaster fra os uden at tåle og bære, ting - hvis historier vi ikke mere prøver at huske, og vejene, der går rundt og rundt uden forventning

Jeg frygter ryggen, endnu en rest af forvandlingspresset under ryghuden, endnu med små nervøse lys under lukkede øjelåg, - frygter jeg ryggen 

frygter tøjet, dynerne, skabsdøren, alt som - skjuler, endnu med liv, med små bevægelser - og åbninger i kødet, frygter jeg øjelåget – vil ikke åbne det helt, vil ikke se ryggen, og - vil ikke ingenting se

jeg tror vi har ledt efter vinger på ryggen, jeg - tror vi har ledt efter lys i øjnene, ledt efter - steder, ad veje, hinanden, GUD.

Uddrag fra Inger Christensen: GRÆS –Møde I.

Birgit Lundholm, Hune.