Rødhus og Rødhus Kirke

Foto: Hjemmesidens arkiv

Kirken ved verdens ende

Af kirken findes intet spor

Sådan lyder det i en gammel indberetning fra Island, og næsten de samme ord kunne have været anvendt, da Hune Sogns lærer fra 1828-66, Niels N. Kjær, til folkemindesamleren Evald Tang Kristensen fortæller: "Der har været en kirke og et sogn i Rødhus Klit, og de har vist stedet, hvor kirken har stået, og der er fundet nogle sten, som skal have været af den".

Men nu er stedet glemt, og stenene er borte, men det er ikke det eneste minde fra svundne tiders Rødhus, som glemslen har kastet sit slør over. Og spørges der, hvorfor man ikke tog bedre vare på fortidens minder, kan svaret være, at tilværelsen gennem flere århundreder var så hård, at man lige netop kunne overleve, ja, i lange perioder ikke engang det.

Det er herom, digteren Chr. Richardt erindrer os i de verslinjer, som han tilegnede sognet, da han i 1800-tallets slutning ved selvsyn blev fortrolig med egnens skæbne og skrev:

Ved Blokhus vindes land ved havets nåde - Ved Rødhus tabes land ved havets fråde

Og når Thorkild Gravlund i „Herredsbogen" med sin beretning om Hune Sogn kaster et lys ind over egnen med ordene: „En storstad var Hune engang. Sytten forspændte karme holdt om søndagen ved Hune Kirke, før sandflugten ødede jorden. Fem af dem kom fra det nu øde Rødhus, som var en stor gård", aner vi, at der har ingen været til at værne om fortidens minder, for enhver havde nok i sit eget. Det gjaldt selve livet.

Sandet lagde mig øde

Sandflugten, som satte ind o. år 1500, blev den store katastrofe for Hune Sogn, og omkring år 1600 førte den til fuldstændig opgivelse i sognets sydlige del, hvor nu Rødhus ligger. Intet menneske kunne mere bjerge føden på de sandpiskede agre, thi som en dyne lagde sandbankerne sig over den frugtbare hævede havbund, og det var ikke alene den store gård, der forsvandt, men også en jævn bebyggelse af bøndergårde, og kongen tog konsekvensen og ophævede al jordskyld. Der var ingen til at betale!

Alt lagde sandet øde: marker og moser, og „Lunen", der endnu i 1638 var en stor sø, deltes af sandflugten i to. „Endnu i forrige århundrede kunne man fiske der", skriver Carl Klitgaard. Men nu er søen borte, og navnet er i dag knyttet til en gård øst for kirken.

Nyt liv

I 1648 kommer navnet Rødhus atter på landkortet. Da blev Det røde Hus bygget til kornmagasin. Det var i skudehandelens tid, og huset blev et syrnbol på livsvilje. Magasinet er forlængst borte, men det blev tegnet på nyt liv, hvorfor mange i klitten stadig holder deres huse og gårde i den smukke røde farve, som i sin tid karakteriserede Det røde Hus.

Efterhånden som marehalm og hjælme bandt de forrevne banker, kom Rødhus langsomt til kræfter. De nye generationer fik deres udkomme ved dels at være fiskere, dels at være bønder. Havet var den store livgiver, for endnu i 1688 var kun 14 tdr. land under plov, og på Buje kunne blot sås 2 tdr. byg, og jordens værdi var så ringe, at den ikke kunne måles i hartkorn.

Folkene i Rødhus blev øvet i savn, for til de små kår kom mange ulykker, både til lands og til vands. Helmisbakkerne, som ligger inde i plantagen syd for landevejen til Kås, erindrer om en af dem. Navnet er ingen tilfældlighed, for under kvægpesten 1746-48, døde næsten alle kreaturer og heste i Rødhus, og de begravedes her tillige med omkomne dyr andre steder fra.

Rødhus ligger ud til Jammerbugten. Navnet er ikke taget ud af den blå luft, thi megen gråd og jammer er knyttet til den kyst, idet fortidens strandinger krævede mange menneskeliv. De forulykkede søfolk blev efter den tids skik begravet i klitten, hvor en stor begravelsesplads - det såkaldte Dødemandsbjerg - for år tilbage opdagedes ved en tilfældighed. Skikken er forlængst bragt til ophør, og siden har de omkomne fået deres sidste hvilested på Hune Kirkegård - under diget mod vest.

Nye tider

Endnu i 1950 var der 30 gårde og husmandssteder på Rødhussletten, men forandringen stod for døren, for staten opkøbte store arealer syd for Blokhus Klitplantage helt til Tranum. De er forlængst sprunget i lyng, og det er en anden befolkning, der er rykket ind i den førhen så uvejsomme og fattige egn, end de gamle klitboere, som med stude agede i deres pindevogne.

De hundredvis af fritidshuse vidner ligesom feriebyen Rødhus Klit og Rødhus Klit Camping om, at den tidligere så stille og øde egn er „kommet op at se", som Karl Hansen udtrykker det. Mange turister drages år efter år til Rødhus af havet, af klitten og plantagen. Et væld af stier og veje fører ind i den storslåede natur, og her ved verdens ende tilhviskes mennesker nyt livsmod af blæsten, sandet og stjernerne - og havet!

Det lyder som et eventyr...

Arkivfoto, hunesogn.dk

Men de generationer, som boede i Rødhus op mod år 1900 havde andre behov. Deres verden var en anden, deres skæbne ofte tung, og det var et savn ikke at have kirken lige i nærheden, når de bag dens mure kunne føle trang til at nynne med på Brorsons ord: „Trange tider, langsomt skrider", men af kirken var der jo intet spor, og kirkevejen til Hune føltes lang, og endnu længere var vejen til præsten, som boede i Saltum.

Derfor var det som et eventyr, at man fra den 19. oktober 1913 atter kunne samles i en kirke i Rødhus, for den dag indviedes Rødhus Kirke.

Efter indvielsen samledes egnens folk i Rødhus Skole til samvær med kaffebord, taler og sang. Måske lyttede man især til sognefoged Søren Enevoldsen, der rettede en tak til enhver, som havde givet en skærv, så kirken kunne rejses, og så sluttede han: „Et gammelt sagn fortæller, at der i længst forsvundne tider skal have stået en kirke i Rødhus. Om sagnet taler sandt, ved jeg ikke, men nu er det en kendsgerning - nu står der en kirke i Rødhus!"

Det hus vi bygger sten på sten

Men hvordan gik det egentlig til? Ja, hos provst Tolstrup, Jetsmark, som fra 1909 også var præst i Hune Sogn, fik rødhusboerne både råd og dåd. Han støttede varmt deres ønske om en kirke, og et andragende afgik til Kirkeministeriet, hvis svar var positivt. Der ville blive sat 13.500 kr. af på finansloven til en kirke i Rødhus, hvis beboerne selv kunne indsamle 2.000-3.000 kr. til dens vedligeholdelse.

Efter datidens forhold et svimlende beløb, svarende til lige så mange daglønninger. Men hvem tænkte på det, hjælpen var jo nær! Og man tog fat. Indsamlingslister blev båret rundt fra dør til dør. Folk tegnede sig for små og store beløb, alt efter evne. I Rødhus blev det til 950 kr., resten blev tegnet i Hune, Satum og Jetsmark, og da de 2.000 kr. var rundet og indsat i stiftsmidlerne, meddelte ministeriet i april 1911, at de 13.500 kr. var til rådighed.

Hvordan man kunne bygge en kirke for dette beløb, er mere end gådefuldt, men i 1913, da kirken stod klar til indvielsen, viste regnskabet, at 12.767 kr. var nok, og så var inventaret også betalt!

Kirken blev bygget på en grund, skænket af gdr. Jens Andreas Olsen. Omhyggeligt udvalgte håndstrøgne munkesten blev anvendt til byggeriet, hvis arkitekt var Valdemar Schmidt, København. Kirken med skib og kor bygget i et kan se lidt firkantet ud, men den lille apsis virker så forsonende, at man straks tager kirken til sig, og trods de små dimensioner har man ingen fornemmelse af, at forholdene er trange.

Den svære egetræsdør går på lette hængsler, og som overligger har indgangsportalen Carl Madsens massive tympanon i granit med korset i centrum flankeret af de græske bogstaver Alfa og Omega. Motivet henviser til Johannes Åbenbaring 21, 6, hvor Gud siger: er Alfa og Omega, begyndelsen og enden..."

Og inde! Allerede i det lille våbenhus bliver man varm om hjertet, når man ser træværkets harmoniske farver og gulvets ortoceratitskifer. Her er der elektrisk lys, men inde i kirkerummet hensættes man til svundne tider, for her holdes der gudstjeneste i det dæmpede skær af levende lys fra to lysekroner i loftet og to stager på hver væg samt lys på orgel og på alter. Det har menigheden vænnet sig til og ønsker det ikke anderledes.

Arkivfoto, hunesogn.dk

Den lille apsis indgiver den besøgende fornemmelse af rummelighed og fylde, og stenalteret, som er opført af samme slags hånd-strøgne sten som kirken, virker tungt og let på samme tid: tungt som et alter og let i sin art. Det er bygget sammen med billedskærer C. Nielsens smukt udskårne trækors, hvor vi ser Kristi mono-gram og de fire evangelist-symboler.

Kirkens hellige kar, udført i Kohrs sølvsmedie, blev givet af omegnens præster ved indvielsen, og de bærer indskriften: "Rødhus Kirke 1913". På alteret ses to vægtige stager i bronze og en syvarmet lysestage. Den oprindelige disk er gået tabt og blev i 1988 erstattet af en ny fra Jørgen Dahlerups sølvsmedie, en gave i anledning af Kirkens 75 års jubilæum samme år.

Døbefonten - lige under prædikestolen - er bygget sammen med kirken og har såvel dåbsfad som kande i hamret messing, forarbejdet af L Rasmussen i København. Prædikestolen bærer indskriften, "Ordet", og derover prædikede pastor T. Terkelsen, Jetsmark, ved indvielsen. Lige over for prædikestolen ses det lille sakristi, som trods sin lidenhed har plads til både bord og vaskestel.

Stor musik bliver født i rummet

Men hvordan? I Rødhus Kirke blev salmesangen i mere end to menneskealdre ledsaget af tonerne fra et lille harmonium, der havde sin plads, hvor også kirkens orgel nu er placeret. Det var nedslidt, da det i 1982 blev afløst af et lidt større instrument, elektrisk drevet. Også det sang på sidste vers, og menighedsrådet besluttede, at der skulle sættes penge af til et nyt instrument, men alle hensættelser til et nyt orgel blev af provstiudvalget strøget af budgettet.

Men „Der var engang!" De ord blev på ny ledemotiv for Hune Sogn, for man huskede, hvad sammen-holdet og indsatsen havde betydet, da kirken skulle rejses. Det måtte kunne ske igen, nu da det gjaldt opgaven: at samle midler til et nyt orgel. Derfor nedsatte menighedsrådet i 1993 en særlig orgelgruppe, som udarbejdede et stort idékatalog, for der skulle rejses 150.000 kr., før orglet måtte bestilles. Og udvalget tog fat: Med udgangspunkt i Danmarks Naturfredningsforenings projekt „Adopter et træ", opstod idéen om at adoptere en orgelpibe. Som bevis for adoptionen modtog man en reproduktion af værker, skænket af lokale kunstnere. Salg af lodsedler stod også på programmet, man arrangerede loppemarked og holdt auktion over Hune Kirkes gamle orgelpiber med det formål at indsamle beløbet, som provstiudvalget betingede skulle „være på bordet", inden resten kunne bevilges over den kirkelige ligning.

Til den lokale indsamling kom et stort bidrag fra C.W. Obels familiefond, og da indsamlingen i 1995 alt i alt rundede 200.000 kr., blev der givet grønt lys for projektet. Hune Sogn, bistået af turister og sognets venner nær og fjern, havde igen haft held til at samles om en opgave.

Nu er det nye orgel på plads. Som Hune Kirkes orgel er det bygget af Gunnar F. Husted og er forsynet med to manualer og pedal. Det passer godt til rummet og blev indviet ved en festgudstjeneste den 9. juli 1995, hvor provst Kim Eriksen prædikede, og hvor organist Peter Elkjær Petersen sad ved orglet, og som da kirken i sin tid blev indviet, var der kaffe bagefter, dog ikke på skolen, men på Rødhus Klit Feriekro. Dagen efter. den 10. juli, var der orgelkoncert i Rødhus Kirke - for første gang. Også ved denne lejlighed med Peter Elkjær Petersen på orgelbænken.

Nyanskaffelsernes tid var imidlertid ikke forbi, idet kirkens gamle klokke havde fået en revne og måtte udskiftes. Den nye klokke er fra firmaet Thubalka i Vejle og har som inskription fået en strofe af biskop Johannes Johansen:

Jeg bliver ved at kalde - til Gud blir alt i alle

I Rødhus Kirke har Johannes Johansens aftensang "For Herren lad os synge" ofte været anvendt, og biskoppen har nu tilegnet Rødhus Kirke denne salme. Nu ligger kirken godt i læ af plantagen, og menigheden, som kommer her om sommeren og ved højtiderne, består ikke alene af egnens befolkning, men også af mange turister og sommergæster, der alle med hengivenhed omfatter Rødhus Kirke- kirken ved verdens ende.

Rødhus Kirke har fået kirkegård

Mange har i årenes løb forespurgt menighedsrådet om muligheden for at blive begravet eller bisat ved Rødhus Kirke. Begravelser kan imidlertid ikke komme på tale, da grundvandet står for højt, men nu da bisættelser er blevet almindelige, er der blevet mulighed for at indrette en lille kirkegård til urnenedsættelser i plæne uden sten eller anden markering. Kun et lille plankeværk adskiller denne plet fra naturen omkring.

Den lille kirkegård ved Rødhus Kirke indviedes i 1999 og er et tilbud til sognets beboere - både de faste og de, som hører til feriemenigheden, således at Rødhus, som for mange er et fast holdepunkt i tilværelsen, nu også kan blive det sidste hvilested.

Evald Gaardsted-Jørgensen

For nogle år siden blev Rødhus kirke restaureret. Taget blev udskiftet på kirken,  en del af de udvendige mure genopbygget og hele det udvendige murværk blev fuget om. Der blev foretaget isolering af loftrummet og lagt gulv på loftet. El-varmen blev fornyet og der blev installeret automatisk klokkeringning. Kirken blev endvidere kalket indvendig

Den oprindelige klokke fra kirkens indvielse, der revnede for en del år før restaureringen, var deponeret på kirken loft. Den blev ved restaureringen ophængt i en klokkestabel ved indgangen til kirken.

Fotografierne er, hvor intet andet er nævnt, af Esben Andersen
Kilder til artiklen bl. a. : Carl Klitgaard og Marius Madsen: Rødhus. Vendsysselske Årbøger XXII. 1957-58. Søren Enevoldsen: Erindringer III. Karl Hansen: Rødhus, en gammeldags egn ved Jammerbugten. Jyllands-Posten. IO. okt. 1950. Karl Hansen: En vestjysk klitegn kommer op at se, Jyllands-Posten. 14. april 1960.
En rigtig solstrålehistorie. Menighedsrådsforeningens Blad. nr. 9. Sept. 1995 Rødhus kirke har fået kirkegård. Kirkebladet(for Hune Sogn). nr. 3, 1999.

Opdateret og redigeret til hjemmesiden i 2019 af Jens Andersen

Kirkernes adresser

Hune Kirke, Kirkevej 11, Hune, 9492 Blokhus.

Åben fra kl. 8.00 - 16.00 hele året.
Rødhus Kirke, Rødhus Kirkevej 7, 9490 Pandrup.

Åben fra kl. 8.00 - 16.00, 15/6 - 31/8.