Du er her: 

Hune Kirke

Kirke i åbent landskab

Den rejsende i Vendsyssel bliver snart opmærksom på, at kirkerne her ikke alene ligger højt, som skikken er i Danmark som helhed, men at de også ligger frit.

Hune Kirke er ingen undtagelse. Gamle kort viser tydeligt. at kirken var ensomt og frit beliggende, og landsbyen Hune bestod til langt op i 1900-tallet kun af nogle få ejendomme og huse, de såkaldte kirkehuse, langs landevejen mellem Blokhus - Aalborg.

Op til kirken kom man ad den gamle landevej, som helt fra oldtiden havde ført den vejfarende mod nord til Saltum og Børglum og mod syd til Tranum og Aggersund

Gode tider

Den gamle kirke er bygget i en tid, hvor der var velstand i sognet. Anselig lå den fra begyndelsen i et frodigt landskab, som et klart signal til den vejfarende, at her var ingen nød på færde.

Opførelsen af skib, kor og apsis har fundet sted o. 1100. Som kirkerne i nabolaget er den bygget af smukt tildannede granitkvadre på skråkantsokkel, ja. apsis endda på dobbeltsokkel med smuk profil - den såkaldte hulkel.

Så stod Hune Kirke der som et tæt og helstøbt romansk bygningsværk med træloft og med den smukke triumfbue, også opført af granitkvadre. Alt vidner om stor håndværksmæssig kunnen.

Af de oprindelige romanske vinduer er kun to bevaret, et i apsis og et i korets nordside. Man kan stadig se de oprindelige indgangsdøre: mod syd mandsdøren, den nuværende indgangsdør og mod nord kvindedøren, som er tilmuret. I korets nordside ses et lille nu tilmuret vindue. Det formodes at have været til betjening af sognets spedalske.

Endnu ca. 400 år efter kirkens opførelse var Hune Sogn så velstående, at det måtte kundgøres for Gud og mennesker. Kirken blev efter tidens skik derfor ombygget og udvidet med tårn og våbenhus, som blev opført i munkesten og af tiloversblevne granitkvadre. Samtidig fik kirken smukke hvælvinger med ribbehvælv og som omegnens kirker også kalkmalerier, hvoraf der er fremdraget svage spor i hvælvingen nærmest orglet. Også nye vinduer kom til.

Fra denne tid - i 1489 - er der fundet et brev i Vatikanets arkiv, som oplyser, at kirken var blevet indviet til Jomfru Maria. Hune Kirke bærer derfor også navnet Vor Frue Kirke, der dog ikke anvendes i daglig tale.

I dybeste nød

Omkring år 1500 satte sandflugten ind. Den var i henved 300 år en trussel mod Hune Sogn og - skulle det vise sig - også mod kirken. Alle vegne kom det fygende sand, og det lagde sig som en dyne overalt, over marker, gårde og huse. Nord for kirken måtte skoven ”Risen” bukke under, og mod vest og sydvest blev ”Krattet” kvalt under sandet, og den kæmpestore vandreklit vest for kirken ”Kirkesanden” - syntes at have udsøgt sig kirken og kirkegården som mål.

”Kirkesanden” havde, indtil den blev beplantet med klittag, et vildt og forrevet udseende. I hvert fald var kirken alvorligt truet to gange. Første gang var i 1648, hvor sognet måtte leje 24 vogne til at køre det sand bort, som havde lagt sig ind over kirkegårdsdiget og kirkegården. Anden gang - ca. 150 år derefter - var store klitter føget helt ind til kirken, så tæt, at hyrdedrengene kunne springe fra klittoppene og op på taget. En østenstorm blæste en del af sandet bort, men det lå stadig op til vinduerne, og børnene morede sig over det ekko, der hørtes, når de råbte, og over de to klokker, der lød ved klokkeringningen. Det varede kun en tid; så blev sandet fjernet, da en skade på den søndre mur skulle repareres. Det er sognets lærer fra 1828-66, Niels Kjær (1799-1890), der erindrer dette fra sin barndom.

Det forarmede sogn blev tidligt uden egen præst. Gamle notater fortæller, at præstegården og dens jord som alt andet i sognet blev lagt øde. Så måtte man udenbys efter præst, og i perioden 1553-55 var sognet anneks til Jetsmark, fra 1555-1909 til Saltum og derefter til 1923 atter anneks til Jetsmark. Fra 1923 blev Hune Sogn igen selvstændigt pastorat.

Som det eneste hus i sognet bevaredes kirken frelst gennem den miljøkatastrofe, som sandflugten var, men ikke uden skrammer. Værst gik det ud over tårnet, der oprindelig var tækket med bly. Storm efter storm rev pladerne op, regnen trængte ind, og tårnet slog revner, og fra 1634 ventedes hvert øjeblik dets fald.

Og i 1646 faldt sydsiden, der blev sat om, men med ringe held: 1685 blev tårnets skæbneår - og sognets. Da sank tårnet i grus. og da det atter stod på sin plads - et stokværk lavere - måtte man sige: ”Ak, hvor forandret”. Men genrejsningen havde kostet så dyrt, at det engang så velhavende sogn havde måttet gå tiggergang til sogne vidt omkring for at rejse midler til værket. Det nye tårn blev nu - som våbenhuset- tækket med tegl.

Så sent som i begyndelsen af 1980'erne ”signalerede” tårnet, at det måtte undsættes, og nye kraftige murankre og gjorde - nu i galvaniseret gods - blev til sikring sat i murværket.

Kirkens udsmykning

Den besøgende bliver allerede ved våbenhusets dør stillet over for en af gåderne fra fortiden, thi i gavlen findes en smuk korsprydet gravsten fra romansk tid, hvis inskription ingen endnu har kunnet tyde, og lader man blikket glide hen over den søndre kirkevæg, får man øje på nok en gravsten fra middelalderen, som i 1937 blev indsat i muren. Stenen i storkornet granit skulle efter traditionen stamme helt fra kirkens opførelse, hvorunder en mand faldt ned fra kirkens tag og slog sig ihjel. Det er hans gravsten, der har været bevaret siden.

 

Endnu ældre er runestenen, som er placeret i våbenhuset.Den ca. 1000 år gamle sten fortæller, at „Hove, Thorkil og Thorbjørn satte deres fader Runulf den Rådsnildes sten”. Det er en af Vendsyssels største runesten, der i sin tid menes at have stået ved oldtidsvejen fra Hune til Jetsmark. Derfra blev den under sandflugten - o. 1550 - flyttet til kirken og indsat i det søndre kirkegårdsdige. Senere blev stenen placeret ved kirken, og fik i 1940 sin plads i våbenhuset.

I kirkens kor

Det gamle stenalter, opført i granitkvadre, er så gammelt som kirken selv, dog sikkert omsat siden. Alterudsmykningen bestod i mange år af et kors, som blev fremstillet af håndværkere i sognet i forbindelse med restaureringen i 1972.

Dette kors er nu erstattet af en Kristusfigur, man fandt på kirkens loft engang i 1930’erne. Kristusfiguren kommer til at spille en afgørende rolle, når Maja Lisa Engelhards udsmykning af kirken gennemføres. De middelalderlige alterstager, der hver især bæres af tre dyreskikkelser, er af bronze, men deres oprindelse er ukendt.

Det lille krucifiks på korets nordvæg er skænket til kirken af Dorthea Larsen, født Myrtue, der udvandrede til Canada i 1929 med sin mand og 7 børn. Krucifikset er skænket til kirken i 1953.

Den gamle alterkalk i sølv dateres til 1574, og det er mere end gådefuldt, at sognet i sin dybeste armod har fået dette pragtstykke anskaffet, men måske er det en foræring? Dens fod har seks knopper, der efter traditionen bærer bogstaverne IHSVNR. Det vil sige: Jesus Hominum Salvator, Nazarenus Rex  (Jesus, Menneskenes frelser, Jødernes konge). Kalken er restaureret 1665 og igen 1988.

Alterdisken fra 1687 er ligeledes af sølv. Det gælder også kirkens smukke oblatæske med påskriften: ”Til Huune Kirche foræret af velædle Hr. Jens Gleerup til Lundergaard 1760”. Han var på det tidspunkt kirkens ejer.

Døbefonten - hugget i granit - er fra den romanske tid. Det hævdes, at den har været farvelagt, men det er ikke dokumenteret. Betragtes den, når lyset falder ret, ses under tovstaven foroven en meget smuk dobbelt trekantfrise. Den nuværende placering har fonten fået ved den seneste restaurering (1972). Dåbsfad og kande er af nyere dato.

I koret findes to gravminder. Epitafiet ved siden af alteret er over præsten Hans Winde og hans hustru Birthe Wibroe. De døde begge i 1741 og begravedes i koret. Gravstenen midt for korets nordvæg var lagt over skudehandler Svend Bonderup, død 1789, og hans hustru Maren Hjortels, død 1790, som begge blev begravet i kirken. Oven på gravstenen står et lille krucifiks.

I kirkens skib

Foto: www.hunesogns arkiv

Foruden Kristusfiguren ved alteret fandt man også en madonna på kirkens loft. Ligesom Kristus-figuren var den mørnet og hårdt medtaget, men takket være Nationalmuseets imponerende indsats blev madonnafiguren reddet. Enkelte dele er gået tabt, og af fortidens farvepragt er kun svage spor at se, men nu er den betagende figur anbragt, hvor den rettelig hører hjemme: på triumfvæggen (væggen mellem koret og skibet)! Her minder den os om, hvem kirken i sin tid blev viet til.

Den empireprægede prædikestol er fra o. 1800, hvorimod kirkestolene menes at være fra tiden o. 1840 - efter traditionen fremstillet af ilanddrevet træ. De blev restaureret i 1940. 1930 fik kirken elektrisk lys. En af de fire lysekroner blev skænket af gdr. Søren Ribergaard, en anden af sognets unge.

Skibsmodellerne under loftet erindrer om, at Hune sogn er nabo til havet. De er begge gaver til kirken. Fregatten "Familie Minde" er tilvirket i 1899 af daværende fyrassistent ved Nakkehoved Fyr, Rasmus Thøgersen og siden givet til kirken. Skoleskibet "København" er skænket o. 1930 af strandfoged Svenningsen fra Blokhus, hvis søn var ombord, da skibet i 1928 forsvandt sporløst i Sydatlanten.

Kirkens orgel findes på pulpituret. Her var også kirkens første orgel fra 1904 placeret. Det var sidst i 1970'erne nedslidt og blev erstattet af det nuværende instrument, et vidunderligt Husted-orgel med 13 stemmer, 2 manualer og pedal, som blev indviet i 1981.

Hune kirkes orgel er tegnet af Rolf Graae og bygget af Gunnar Fabricius Husted, Fredensborg.

På billedet akkompagnerer organist Peter Andersson salmesangen i Hune Kirke.

Tårnet

Tårnrummet fungerede i mange år Som oplagsplads. Det er nu en saga blot. I dag er kirkens kapel indrettet her i det dejlige rum, hvor kirkens gamle altertavle fra o. 1850 er ophængt. Alterbilledet er malet af Vive. Det er et motiv over Maria bebudelse, hvad også skriftstedet bevidner: ” Se, jeg er Herrens tjenerinde, mig ske efter dit ord.” Maleriet af Kristus i Getsemane Have er et tidligere alterbillede.

Hune Kirke har to klokker. Den ældste, hvormed der ringes morgen og aften, menes støbt o. 1475 i Aalborg. Den er 1 m høj og har en diameter på 90 cm. I 1969 modtog kirken af fhv. gårdejer Peder Ribergaard som gave endnu en klokke, med inskriptionen: SOLI DEO GLORIA. Begge klokker anvendes, når der ringes til gudstjeneste. Også i gammel tid havde kirken to klokker, men den ene blev i 1529 af kongen inddraget til kanonstøbning.

Kirkens omgivelser

Kirkegården, hvor kendte og ukendte ligger begravet, er et besøg værd. Fra gammel tid har mange uden navn fået deres sidste hvilested på Hune Kirkegård, for Vesterhavet blev for mange søfolk den våde grav, og de
omkomne og ukendte, som blev fundet på stranden, blev efter gammel skik begravet under det vestre dige.

Siden har også Hune Kirkegård fået „De ukendtes grav', der findes norden for kirken. Her satte menighedsrådet en sten med biskop Johannes Johansens verslinjer:

„Det navn blir aldrig slettet ud,
vi fik hos dig i dåben".

For familierne er deres kæres grave målet for mangen vandring, men for den fremmede har besøgene ofte en mindre målrettet karakter. Det bliver ofte kendte folks grave, som opsøges. På Hune Kirkegård findes Klitgaard slægtens familiegravsted lige syd for kirken; lokalhistorikeren, postmester Carl Klitgaards grav dog lige inden for lågen mod syd. Vest for kirken ses mindet over forfatteren Thomas Olesen Løkkens og mod sydvest fhv. landstingsmand og sognefoged Søren Enevoldsens grav.

Norden for kirken ses mindestenen for de 20 tyske flygtninge, som efter krigen døde i Blokhus, og det er også her mod nord, at Hune Kirkegårds Lapidarium har fået sin plads.

Det opsøges af mange, f. eks. af dem, der tror og håber, at de kan finde en sten over nogle af deres afdøde slægtninge.

Her i lapidariet, som har fået en storslået placering - lige ud til det frie område mod nord og vest - findes f. eks. stenen over lærer Niels Kjær.

Naturen vest og nord for kirken

Stående på kirkegården har man et frit udsyn til Blokhus Klitplantage mod vest, hvis plantning i 1896 betød et endeligt farvel til sandflugten. Nu har kirken læ for vestenvinden og har fået en harmonisk indramning af plantagen, også mod nordvest, og de tilgroede klitter strækker sig nu helt frem til kirkegårdens dige.

Lige nord for kirken, hvor der før var grusgrav, udlægges pladsen nu som naturområde. Og her - lige uden for diget - får graverhuset med toiletter sin fremtidige placering, og hele området retableres, så det igen får klitlandskabets karakter.

Så vil Hune Kirke atter syne smukt og stærkt i de sjældne og storslåede omgivelser og ligge der mellem indlandsklitterne som kirken i det åbne landskab.

 Evald Gaardsted-Jørgensen

Opdateret og redigeret for hjemmesiden af Jens Andersen, jan. 2019

Fotos af Espen Andersen, kopieret fra hæfte om Hune Kirke: Korsprydet gravsten, runesten, alterkalk, døbefont, madonna, skibsmodel.

Øvrige fotos: hjemmesidens arkiv.

Kilder: Carl Klitgaard: Hvetbo Herred II s. 318 ff. Carl Klitgaard: Hune Kirke, Årbog Vendsyssel 1946 s. 261 ff. Carl Klitgaard: Hune Kirke.Aalborg Stiftstidendes kronik 21. jan. 1956. Traps Danmark: Hjørring Amt s. 368-69. E. Gaardsted-Jørgensen: ”Om hundrede år er alting glemt". Kirkebladet for Hune Sogn, marts/april 1986.

Kirkernes adresser

Hune Kirke, Kirkevej 11, Hune, 9492 Blokhus. Frakørsel til Kirkevej fra Vesterhavsvej.
Rødhus Kirke, Rødhus Kirkevej 7, 9490 Pandrup.