Du er her: 

Set og sket

Torsdag den 15/10 kl. 19.30 i Hune Kirke: Koncert med Kristian Lilholt

Sådan blev det annonceret:

Ekstra!!! Eftermiddagskoncert kl. 16.30.

Tine Lilholt, (fløjte, harpe), Lasse Jørgensen, (bas, slagtøj) og Frede Panduro, (guitarer)

Kristian Lilholts varme og vedkommende ’menneskemusik’ er noget af det mest iørefaldende og meningsfulde, Danmark kan byde på i øjeblikket, og Kristian & Tine Lilholt, Jørgensen og Panduro er i stand til at spille yderst hørværdige udgaver af både sangene og instrumentalmusikken.

Kristian Lilholt har gennem en lang karriere holdt et højt, højt kompositorisk niveau gennem mange udgivelser i eget navn inkl. de store tværkunstneriske projekter LAND og STILLE FLYDER LIVET - og så har han også leveret musikken til en del af broderen Lars Lilholts største hits.

Vi kommer rundt i hele paletten ved denne koncert. Tiden flyver afsted i godt selskab under mottoet: kommunikation i øjenhøjde - musik med højt til loftet.

Entré Kr. 200. (Begrænset antal pladser på grund af coronakrisen)

Og sådan gik det:

Ca. 80 deltog i de to koncerter. Vi oplevede et par meget fine koncerter, hvor kirkens gode akustik virkelig gav deltagerne en storslået musikoplevelser.
- en sand fornøjelse.


Onsdag den 14/10 kl 19.30 i Hune Kirke: Tommy Kenter i Hune Kirke ”En komikers tragiske bekendelser”

Sådan blev det annonceret:

Tommy Kenter har efter mere end 40 år på de danske scener, i film og på tv for længst opnået både faglig anerkendelse og folkelig stjernestatus som skuespiller og komiker.

Men hvad ligger der egentlig bag succesen? Det kan man blive meget klogere på denne aften i selskab med Tommy Kenter.

I showet vil Kenter på sin egen og meget personlige facon fortælle, hvordan man bliver skuespiller uden egentlig at ville det.

Hvad i alverden har ført en lille sund dreng til at stå og krænge sin sjæl ud hver aften foran en masse mennesker, han ikke kender?

Tommy Kenter vil forsøge at belyse, hvorfor det er så vigtigt for en komiker at få folk til at grine, og hvad latteren gør ved os - både for publikum i salen og for ham på scenen. ”En komikers tragiske bekendelser” er et både vedkommende og underholdende show, hvor Tommy Kenter vil få publikum til at spidse ører og ikke mindst grine.

Entré kr. 200,-  (Begrænset antal pladser pga. Corona-situationen)


Tirsdag 13/10 kl. 15.00 i Hune Kirke: Efterårsmatiné - Duoen SPîR - "Nærvær"

Sådan blev det annonceret

Duoen SPîR: Liv, vokal og guitaristen Simon skaber en stemningsfuld koncert i Hune Kirke med egne tekster og numre fra deres kommende EP "Conversations with the moon".

I SPîR er det både dine og vores egne historier, der inspirerer rummet, og her bliver der med øjenkontakt, latter, selvopfundne ord og kærlighed skabt netop et nærvær, som ikke skal beskrives med fakta og tal, men mærkes med hjerterum, trommehindsides og mellem fingrene.

Vi starter en fælles rod, gror sammen en spire og alle vores historier bliver til grene på vores fælles stamme.

Fri entré

Og sådan gik det:

På denne efterårsdag tog 33 musikglade mennesker turen til Hune Kirke for at lytte til den stemningsfulde koncert med duoen SPîR.

Der blev præsenteret et spændende program med 6 sange: Astronaut; Against the ground; Fix in a hurry; Paperplane, Vi er dem, der drømmer og Gi' mig mod.

Alle sange er med tekst og musik af Simon Buhl Sørensen og Liv Christine Lund.


Torsdag den 8. oktober kl. 19.30 i Kirkeladen i Hune: Hospitalsklovn kommer til Hune

Sådan blev det annonceret

Mød klovnen Tut 

På denne sogneaften vil vi lære Tut at kende. Hun er klovnen, der gør hospitalsopholdet lettere for barnet og familien. Hun er klovnen, der med sin munterhed og charme beriger såvel børn og forældre som personale.

Hvordan er hun mon denne Tut? Er man sur, når man møder hende, er det svært at blive ved med at være sur. Er man bange og ked af det – ja, så kan det godt være, man bliver ved med at være bange og ked af det; men måske bliver det hele lidt lettere.

Vel er det ikke sjovt at være indlagt på en hospitalsafdeling – slet ikke, når man er et barn – men selv om det hele er alvorligt, kan der som regel godt blive plads til glæden alligevel, og glæden er Tut god til at finde frem 

Vel mødt til en spændende aften.

Der serveres som vanligt kaffe, te og kage i pausen.

På grund af Coronakrisen må der max. være 50 deltagere.

Hune Menighedsråd

Og sådan gik det!

Et fantastisk spændende foredrag af hospitalsklovnen, Tut. Et værdifuldt menneske i vanskelige situationer for børn indlagt på hospital.

På grund af covid-19 restriktionerne måtte der ikke synges ved arrangementet. Men musik var der alligevel, idet Hune Kirkes organist, Peter Andersson, spillede musik komponeret af Charlie Chaplin.


Torsdag 20. august kl. 19.30, koncert i Hune Kirke: NEW JUNGLE TRIO

Sådan blev det annonceret:

Pierre Dørge, guitar, konkylie - Irene Becker, keyboard, flygel - Jakob Mygind, saxofoner 

... også kaldet NEW JUNGLE TRIO fordi de alle  spiller i Pierre Dørges New Jungle Orchestra, som i 40 år har turneret  verden rundt  - fra Australien - over Bali  til Japan, Kina, Sydafrika, Ghana, De vestindiske Øer, Brasilien, Mexico, USA.
Trioen har en speciel evne til at kommunikere med publikum – at skabe nærvær. Lige fra store festival scener, jazzklubber, intime koncertsale og i de seneste år i kirkerum.
Ved koncerten fornemmer man denne meditative og intense stemning – musikerne, publikum og rummet.

En rejse i musik fra Carl Nielsen gennem kinesiske æsker til sommer ved Vesterhavet.
Jazz – Verdensmusik

Entre: Kr. 100

Sådan gik det

Ca. 30 musikglade mennesker var på denne sommeraften til koncert i Hune Kirke. Og deres fremmøde var ikke forgæves. De fik lejlighed til at lytte til dejlig jazzmusik.

Billeder fra koncerten


Tirsdag den 9. juni. kl. 19.30 i Kirkeladen i Hune: Orienteringsmøde bl. a. med fokus på det kommende menighedsrådsvalg.

Sådan blev det annonceret:

Information om menighedsrådets arbejde, sognets tilstand, den nye valgform og valgforsamlingen d. 15. september.


Aflysninger i forår og sommer

Denne spændende, levende og visuelle gudstjeneste måtte desværre aflyses.

På grund af covid-19 blev en lang række arrangementer aflyst i foråret og sommeren 2020. Blandt andet måtte menigheden gå glip af denne perlerække af arrangementer:

Torsdag den 19. marts kl.19.30 i Kirkeladen: Inspiration til kirkelivet i Hune Sogn med tidligere valgmenighedspræst Peter Hedegaard.

31. marts kl. 19.30 i Jetsmark Sognegaard: Oral Shaw.

Søndag den 3. maj kl.11.00 i Hune Kirke: Visuel Gudstjeneste under ledelse af Døvepræst Christina Ebbesen står for gudstjenesten.

Torsdag d. 7. maj kl. 19.00 i Hune Sogn: Kirke og Hveder. 

Søndag den 24. maj 2020 kl. 16.00 i Rødhus kirke: Eftermiddagsarrangement med fællessang, korsang, oplæsning fra ”Aftenland” af Pär Lagerkvist og billeder af Maja Lisa Engelhard. Medvirkende: pankoret - tilrettelæggelse: Kirsten Lodberg.

Og musiklivet - ja,  det blev hårdt ramt, idet alle sommerens koncerter måtte aflyses.


Tirsdag den 10. marts kl. 10.30 til ca. 14.30 i Kirkeladen i Hune: Højskoledag

Sådan blev det annonceret:

Højskoledag med foredrag, lettere frokost, kaffe og fællessange over middag. Foredragsholder, fhv. håndboldspiller Rikke Nielsen, i dag ildsjæl for børn født med handicap.

Rikke Nielsen, tidligere professionel håndboldspiller, bliver højskoledagens inspirerende foredragsholder, Rikke kender livets sider, positive og negative og vil fortælle, hvad man alligevel kan gøre, når odds vender den gale vej. Rikke har været kræftramt og har en datter, født med Downs syndrom.

Så let - nej. Men Rikke fandt en vej - Hun startede et håndboldhold Kidz - et håndboldhold for udviklingshæmmede børn i et  samarbejde med håndboldklubber i Nøvling og Aalborg. Og Rikke er ukuelig -  det går derudaf.

OBS: Pris for hele dagen kr. 100,- inkl. Forplejning hele dagen. Betales ved indgangen.

Arr.: Hune - Blokhus Pensionistforening i samarbejde med Menighedsrådet.

Og sådan gik det:

Vinterhøjskoledagen med Rikke Nielsen blev afholdt i dag, tirsdag, med ca. 70 deltagere. En stor succes med fortællingen om Lykkeligaen. Et fantastisk projekt.

Efter spisning sang vi til akkompagnement af Hune Kirkes organist, Peter Andersson.


Onsdag d. 19. febr. kl 19.30 i Hune Kirke: Koncert med BARBAROS

Sådan blev det annonceret:

Oplev dette fantastiske kor, som synger barbershop, gamle kærlighedssange, kendte danske schlagere
og up-tempo hits!

Koret er fra Århus og har international standard

Entré: 100,-

Arrangør: Hune Kirke Musikvenner

Og sådan gik det:

De ca. 80 begejstrede tilhørere i Hune Kirke havde en fremragende musikoplevelse. Arrangementet må betegnes som en stor succes.


Torsdag den 6. februar kl. 19.00: Sogneaften om dagligdagen i naturbørnehaven

Sådan blev det annonceret:

Vi begynder med et besøg og en rundvisning i Hune Naturbørnehave kl. 19.00

Ilsigvej 9, 9492 Blokhus. ( Mellem butik Laden og Klausens fisk & skaldyr.)

Efter rundvisningen samles vi i Kirkeladen; Kirkevej 9A, 9492 Blokhus. Her vil leder af børnehaven Søren Kjelds fortælle om dagligdagen, og hvordan det er at drive en børnehave med fokus på natur og udeliv.

Der bliver serveret kaffe og the, med brød undervejs.

Vel mødt Hune menighedsråd!


Torsdag den 16. januar kl. 18.30 i Kirkeladen: Spis-sammen-aften i januar

Sådan blev det annonceret:

I mørket og kulden rykker vi sammen. Vi skal spise, synge og lytte sammen, og  vi sørger for aftensmaden.

Vores præst Birgit Lundholm har lovet at have en god fortælling med i ærmet.

Der vil også være kaffe, te og småkager i løbet af aftenen.

Der er ingen tilmelding, og hele arrangementet er gratis.

Vel mødt.

Arrangør Hune Menighedsråd.

Og sådan gik det:

Der var fuldt hus i Kirkeladen, og stemningen var i top. Snakken gik lystigt, der blev sunget og sognepræst Birgit Lundholm læste op fra Johannes Møllehaves bog, På myrens fodsti.


Onsdag den 4. december kl. 9.30 i Hune kirke: Mini-jule-gudstjeneste

Oldefar og oldebarn hygger sig under gudstjenesten.

Sådan blev det annonceret:

Gudstjenesten er tilrettelagt af Kirke og Kulturmedarbejder Karen Olesen og sognepræst Birgit Lundholm. Organist Peter Andersson spiller på orgel og klaver.

Det er for børn i Hune, børnehavebørn og pædagoger i Hune Naturbørnehave, dagplejebørn, samt for forældre, søskende, bedsteforældre og oldeforældre, der har lyst og mulighed for at deltage.

Foruden julesalmer og salmer med fagter, bliver der en fortælling om Jesu fødsel, med udklædning af børnene; Fadervor og Velsignelsen.   Derefter er der hygge og samvær i Kirkeladen for alle. 

Vel mødt! siger Karen Olesen og sognepræsten!

Og sådan gik det:

Som det ses af billederne herunder var der liv og glade dage i Hune Kirke, men der var også tid til lidt alvor og eftertænksomhed.

Minijulegudstjeneste i Hune Kirke (Forstør m. klik)
Julekrybben (Forstør m. klik)

Søndag den 1. december kl. 14.00: Syng advent ind

Sådan blev det annonceret:

Det nye kirkeår starter med gudstjeneste i Hune Kirke.

Velkommen til en festlig dag! Vi tænder det første lys i adventskransen. Kirkens kor medvirker under ledelse af organist Peter Haapsaari Andersson, og umiddelbart efter gudstjenesten går vi udenfor og tænder juletræet ved kirken.

Bagefter er der saftevand, kaffe og te, gløgg og æbleskiver i Kirkeladen.

Arrangører: Hune Kirke/Hune Menighedsråd