Hvad arbejder familiestøtten i Jammerbugt Provsti med?

Familiestøtten har nu eksisteret i to år. I den tid har den været involveret i flere projekter. Formålet med familiestøtten var oprindelig at hjælpe familier og børn som havde brug for en varm hånd af en frivillig eller koordinatoren.

Da vi startede projektet vidste vi ikke helt, hvilke opgaver vi ville komme ud for. Det har også vist sig, at det er mange forskellige former for hjælp, familier beder om støtte til. Vi har frivillige, der snakker lidt med børn, som har behov for det. Andre frivillige kommer i hjemmet og støtter familien ved at lytte og være samtalepartner.

De omkring 15 frivillige som har været involveret i det arbejde, har gjort en meget fin indsats. Selv en lille indsat kan have stor betydning for familier og børn.

En stor del af koordinatorens arbejde er at finde frivillige og give dem kursus i, hvad arbejdet består i. Endelig er det også koordinatorens opgave, at gøre opmærksom på projektet ved at besøge skoler og andre institutioner.

Undervejs i projektet er der dukket andre aktiviteter op. 

Sommerlejren for børn mellem 11 og 14 år, blev for andet år i træk arrangeret sammen med Rotary i Han Herred og var en god oplevelse for både deltagere og frivillige.

Børn og frivillige boede fire dage på Naturcenter Fosdalen. Der var arrangeret tur i svømmehal, besøg i Jesperhus Blomsterpark og aktiviteter ved stranden. Vejret var med sommerlejrens deltagere alle fire dage. Lejren er allerede planlagt til at finde sted igen i år på Naturcenter Fosdalen fra den 3. juli til den 6. juli.

Cykeltur for det gode liv var et nyt initiativ for Familiestøtten. I alt 23 børn og omkring 18 frivillige var involveret i projektet, som gav både børn og voksne en unik oplevelse. Alle cykelbørnene klarede turen, som ikke mindst gav børnene fornyet selvtillid og tro på egne evne og muligheder. Børnenes ukuelighed gav alle frivillige en stor glæde og stolthed over at være en del af dette fællesskab.

Sammen med Ønskeland, DGI, Jammerbugt Kommune, SSP og Hobro Julemærkehjem gennemfører Familiestøtten turen igen i 2019 fra den 29. juni til den 3. juli i en udvidet udgave.

En stor oplevelse var da en af mine tidligere elever på Han Herred Efterskole, Frederikke Fyllgraf, tog initiativ til at samle fribilletter fra ansatte i Fårup Sommerland til børn og frivillige i Familiestøtten i Jammerbugt Provsti. 40 børn og voksne drog afsted og havde en fantastisk efterårsdag i Fårup, takket være Frederikke og hendes søde kolleger i sommerlandet. Et dejligt klap på skulderen til frivillige og børn i Familiestøtten.

Der er ikke nogen endelig facitliste for vores arbejde. Vi glæder os til de udfordringer og muligheder, der dukker op for at støtte familier i arbejdet med at gøre det godt for deres børn.

Alt dette vil jeg sammen med to cykelbørn, Celina og Paw og frivillig Leif Kjeldsen gerne fortælle om på den kommende sogneaften onsdag den 13. februar i Kirkeladen i Hune.

Kirkerne og Kirkeladen

Hune Kirke, Kirkevej 11, Hune, 9492 Blokhus.
Rødhus Kirke, kirken ved verdens ende, Rødhus Kirkevej 7, 9490 Pandrup.
Kirkeladen, Kirkevej 9a, 9492 Blokhus

                       HUNE SOGN

       EN DEL AF FOLKEKIRKEN